De overordnede sundhedsaftaler er netop godkendt i de fem regioner. Det er nu ældrerådene har mulighed for at påvirke de underliggende, detaljerede samarbejdsaftaler, som skal gælde imellem landets regioner, kommuner, almen praksis og andre aktører på sundhedsområdet.

Alle fem regioner fik den 23. august godkendt deres nye, overordnede sundhedsaftaler, der skal gælde frem til 2023.

Forude ligger nu et stort og vigtigt arbejde med at få defineret og iværksat de underliggende samarbejdsaftaler.

De overordnede sundhedsaftaler har i høj grad karakter af at være retningsgivende hensigtserklæringer. Og det er derfor i de underliggende samarbejdsaftaler, at arbejdsdeling og samarbejde mellem aktørerne skal specificeres i forhold til konkrete målgrupper. Det er blandt andet her, der skal tages stilling til mål for indsatsen, kapacitet, adgang til rådgivning og medicinsk udstyr, økonomi med videre.

Rammer og indhold i underliggende aftaler
I tidligere sundhedsaftaler har der været krav til, at de underliggende aftaler dækkede obligatoriske indsatsområder, men på grund af en lovændring i 2018, skal sundhedsaftalerne nu blot som minimum fastlægge overordnede målsætninger med udgangspunkt i de otte nationale mål for sundhedsvæsenet.

Læs mere om de otte nationale mål for sundhedsvæsenet her

Det giver de fem regioner, kommunerne og praksissektoren større handlefrihed til at aftale, hvilke konkrete indsatser og målgrupper, der skal fokuseres på.

Hermed bliver der i meget højere grad end tidligere mulighed for at lave lokalpolitiske prioriteringer med udgangspunkt i viden om befolkningen.

Vejledningen til, hvordan sundhedsaftalerne skal udformes, opstiller dog en ramme for samarbejdsaftalerne.

Rammen består af en række delelementer, som parterne skal tage stilling til, når de udarbejder og indgår samarbejdsaftaler om konkrete indsatser eller målgrupper i regi af sundhedsaftalen.

 Disse delelementer skal der tages stilling til i de underliggende samarbejdsaftaler:

  • Opgaveløsning og opgavefordeling
  • Mål for indsatsen
  • Kapacitet
  • Ansvar for borgerens/patientens forløb, herunder det lægelige behandlingsansvar
  • Adgang til kompetencer og rådgivning
  • Adgang til medicin, udstyr, digital understøttelse og lignende
  • Implementering af og opfølgning på indsatsen
  • Vilkår for ændret opgaveløsning og arbejdsdeling, herunder økonomi

Læs mere om rammerne for de underliggende samarbejdsaftaler i:

Vejledning nr. 9504 af 4. juni 2018 om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler

Bekendtgørelse nr. 679 af 30. maj 2018 om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler

Derfor er der brug for ældrerådenes input til de underliggende samarbejdsaftaler
Ældre 60+ borgere udgør aktuelt den største andel af de borgere/patienter, som modtager sundheds- og sygdomsindsatser i både det regionale og kommunale sundhedsvæsen. Danmark vil desuden i de kommende 5-10 år opleve en meget markant stigning i antallet af ældre borgere over 80 år.

For at sætte det i perspektiv, så er der lige nu 250.000 borgere over 80 år, og om bare syv år vil dette tal være steget til 340.000.

Når der aktuelt udarbejdes samarbejdsaftaler, som skal gælde de næste fire år, bør antallet af ældre og karakteristika for sygdomskendetegn for ældrebefolkningen afspejles i aftalerne. Det skal ske, så der både nu og fremadrettet tilbydes den enkelte ældre borger/patient et trygt, meningsfuldt og kompetent behandlingsforløb.

Om de overordnede sundhedsaftaler
Sundhedsaftalerne udgør de overordnede, generelle rammer for samarbejdet på sundhedsområdet mellem sygehuse, kommuner og praksissektoren, herunder særligt almen praksis.

Derudover kan sundhedsaftalerne understøtte sammenhæng i indsatsen mellem sundhedsområdet og andre tæt forbundne velfærdsområder, herunder social-, undervisnings- og beskæftigelsesområdet. De overordnede sundhedsaftaler sætter rammerne for sammenhæng og koordinering af de forløb, der går på tværs af regioner og kommuner, med fokus på kvalitet, effekt og patienttilfredshed.

Målet er, at den enkelte borger tilbydes en indsats af høj og ensartet kvalitet, uanset antallet af kontakter eller karakteren af den indsats, borgeren har behov for.

Aftalerne skal også understøtte lighed i sundhed. De skal blandt andet understøtte differentierede indsatser, som svarer til borgerens behov, ressourcer og præferencer. Og de skal understøtte, at borgere og pårørende bliver inddraget i beslutninger om egen sundhed og behandling. Hertil skal borgernes og pårørendes perspektiv inddrages i udvikling af samarbejdet om indsatser i sundhedsaftalerne.

Endelig skal de overordnede sundhedsaftaler understøtte en effektiv og bæredygtig anvendelse af ressourcer i sundhedsvæsenet. Men det er i de underliggende sundhedsaftaler, at alt dette specificeres i detaljer.